Bag kulissen hos Tivoli og Kopenhagen Fur

October 10th, 2012

Kontekst: Tivoli indgår samarbejde med Kopenhagen Fur. Dyreaktivister går amok på Tivolis Facebook-side. Tivoli “slår igen” og opretter et pelsforum for at dirigere kritikken væk fra Facebook.

Sådan forestiller jeg mig dialogen mellem Tivolis direktør og kommunikationschef:

Dir: De her forbandede vegan-elskende hippier ødelægger vores image på det der MySpace.

Komm: Det hedder Facebook, hr direktør.

Dir: Facebook schmacebook, få de tofu-ædende terrorister til at holde kæft! Slet lortet!

Komm: Det kan give voldsomt bagslag. Folk tror der er ytringsfrihed på Facebook.

Dir: Okay George Washington, hvad er dit forslag så?

Komm: Vi opretter et forum et andet sted og siger al pelssnak skal foregå der. Vi lover at “være tilstede” for at give det legitimitet. Ingen vil bruge det, men det er ikke pointen.

Dir: Jeg kan lide det, fortsæt. Hvad er pointen?

Komm: At vi kan slette de der arbejdsløse Anima-aktivisters indlæg på Facebook med henvisning til forummet.

Dir: Perfekt. Hvor meget vil det koste?

Komm: Vi bruger noget gratis hylde-software, får det til at se så kedeligt ud som muligt – og sætter praktikanten til at svare på indlæg.

Dir: Hende den lille frække, vi kun ansatte pga julefrokosten, haha?

Komm: Præcis. Om et par uger er det hele glemt. Så finder pressen noget nyt, folk kan blive forarget over. Jeg kender en fyr som skriver falske anmeldelser på Trustpilot. Tænker at tippe DR – de hopper på hvad som helst.

Dir: Så er det afgjort. Videre til næste punkt: Hvor meget skal årskortet stige næste år?

Historien om #UltraTwitterAGF

October 5th, 2012

Det var egentlig meningen, at det kun skulle leve på Twitter, men der er efterhånden så mange, der bruger tagget #UltraTwitterAGF, at det fortjener et blogpost for at få historien med.

#UltraTwitterAGF er en uofficiel AGF-fanfraktion, der kun eksisterer på Twitter, og man bruger blot hashtagget #UltraTwitterAGF for at være med. Der er ingen ledelse, der er intet medlemskab, det er blot en måde at vedkende sig sit tilhørsforhold til klubben over dem alle, AGF.

Derfor er tagget heller ikke #AGF, da det er for neutralt og bruges af medier, udenforstående og fans af inferiøre og underlegne klubber. Bruger man derimod det forholdsvis lange og lidt klodsede #UltraTwitterAGF, er der ikke tvivl om, at afsenderen er AGF-fan.

Tagget opstod i forbindelse med Martin Jørgensens tilbagevenden til AGF i 2010 og en udveksling mellem undertegnede og @jeppeengell. Hele tråden så således ud:

Velkommen hjem Martin, Nørrebro elsker dig!
@jonasjuhler
Jonas Juhler Hansen
@ findes der en AGF fraktion på Nørrebro?
@jeppeengell
Jeppe Engell
@ Jep, Nørrebro Fifth Column. Faktisk er det bare mig, men det ku' være ret sejt med en pendant til Vesterbro Hardcore :)
@jonasjuhler
Jonas Juhler Hansen
@ bor desværre i KBH K....men vil gerne være med
@jeppeengell
Jeppe Engell
@ vi kunne lave en twitter fraktion. @ og @ er sikkert også med :) #ultratwitteragf
@jonasjuhler
Jonas Juhler Hansen

Og endte med:

#UltraTwitterAGF. Uofficiel AGF fanfraktion. Fornuftige, sofistikerede og nuancerede. Bare ikke når det kommer til AGF!
@jonasjuhler
Jonas Juhler Hansen

Blandt de første til at tage tagget til sig var derudover bla. @appoulsen, @kfriis, @udkantsadam, @goerlitz, @andreasmik og @arndal – alle fik også lavet den meget sjældne #ultratwitteragf t-shirt.

#UltraTwitterAGF opstod således spontant, navnet er inspireret af Vesterbro Hardcore, men en søgning viser, at så mange har taget det til sig, at det har fået sin helt egen identitet.

(Der er i øvrig plads til flere i Nørrebro Femte Kolonne)

Få styr på din Facebook-strategi

September 27th, 2012

Starfighters’ Facebook-seminar for Egmonts forretninger satte fokus på strategi, godt indhold og community management. Få resumeet her.

Tryk like og del denne status, hvis du har fødselsdag i år. Fuldfør denne sætning. Hvad skal du lave i weekenden? Virksomheder kæmper i disse dage om hurtigst at nå bunden for tiggeriet om engagement på Facebook. Meningsfuld dialog er erstattet med skabelonopdateringer, der ikke tjener andet formål end at fiske efter likes og kommentarer. Og var det meningen med Facebook?

Hensigten er god nok. Facebooks introduktion af Edgerank – algoritmen, som afgør hvor mange af dine fans, der rent faktisk ser dine brand-opdateringer (normalt er det kun omkring 16%), belønner Facebook-sider med højt engagement. Altså mange likes, kommentarer og shares. Aktive fans må betyde kvalitetsindhold, er logikken.

Resultatet er dog for det meste ikke kvalitet, men kommunikation med fans som var de 8-årige børn. Tryk like hvis du kan lide pizza. Seriøst?

Men hvordan får man så fans, der er oprigtig engagerede og ikke kun fordi, de igen og igen er blevet tigget om et like? Ved at tage dem alvorligt. Ved at vise, at du er lige så engagerede i dem, som du gerne vil have, de skal være i dig.

Det ligger alt sammen i din strategi for brug af Facebook. Hvad formålet er med din tilstedeværelse, hvordan den brydes ned i konkrete aktiviteter og måske allervigtigt – din indholdsstrategi og community management – selve håndværket at drive en social platform.

Det handler ikke om smarte værktøjer og store kampagner. De kan støtte, men kan aldrig være omdrejningspunktet. Det er dit indhold, og den måde du behandler dine fans på.

Starfighters har netop afholdt et Facebook-seminar, hvor vi talte om det at få styr på sin Facebook-strategi, indholdsstrategi og community management. Bla. gennemgik vi 15 områder, man bør have taget stilling til i sin strategi – lige fra krisehåndtering til newsjacking. Så man både kan komme væk fra skabelonstatusserne og lidt mere på forkant med de forjættede sociale medier.

Se slidesene fra præsentationen herunder eller kontakt Starfighters, hvis du har brug for lidt frisk luft, hjælp eller konstruktiv kritik til din Facebook-side.

Læs også hvad jeg tidligere har skrevet for Social Semantic om aktivitet i et brand community. Del 2.

Få styr på din Facebook-strategi from Jonas Juhler Hansen

Sådan overlever du din første Twedagsbar – en guide

April 19th, 2012

Den første Twedagsbar kan være angstfremkaldende. En social event med et rum fuld af – i princippet – fremmede mennesker. Mareridt much? Men frygt ikke, følg denne guide og du slipper ikke bare helskindet igennem, men kommer til at elske Københavns sjoveste netværksevent.

Det følgende er baseret på erfaringer fra en genert person, som havde været på Twitter i flere år og brugt adskillige forsøg, inden modet blev stort nok til at møde op til den første Twedagsbar – men som nu sjældent misser en. Overskriften kunne også være “En introverts overlevelsesguide til netværksarrangementer”.

1. Gør dit hjemmearbejde

Tjek deltagerlisten så du ved, hvem der kommer og hvad de laver – så’en nogenlunde. Du kan med fordel sikre dig, at nogle fra din nærmeste twitter-kreds også kommer. Det er betryggende at vide, at man kan genkende et par stykker, og at der er fællesnævnere at tale om. Det er mest for selvtillidens skyld.

2. Kom fashionable late

Vær ikke den første, vær ikke den sidste. At være blandt de allerførste på stedet, kan kun resultere i ekstrem akavethed. Vent mindst en time, så er du sikker på, at twedagsbaren er etableret, og der er nok med mennesker med navneskilte til stede. Kommer du for sent, er folk for fulde, de fleste skredet og resten er gået fra høflig mingling til en indforståethed, du umuligt kan være med på.

3. Tag toppen af nervøsiteten

Når man ankommer, mødes man af en mur af mennesker, hvor det føles, at alle kender hinanden. Så hvor starter man? Start i baren. Søg direkte derhen og drik to øl hurtigt, mens du akklimatiserer, får påmonteret navneskilt (de ligger på et bord som regel ved indgangen) og går i gang med punkt 4.

4. Orienter dig i lokalet

Sørg for hele tiden at orientere dig i lokalet for at identificere folk du “kender” eller genkender. Især i starten. Det giver dig en mental liste af mennesker, du umiddelbart kan tale med. Igen er det godt for selvtilliden. Det sikrer også, at du når at tale med alle dem, du hjemmefra (jf. pkt. 1) har planlagt, du gerne vil hilse på.

5. Start talking

Start en samtale med en, du har spottet. Modsat de fleste andre situationer er det til Twedagsbar 100% socialt accepteret bare at hilse på og begynde at snakke. Det er det, navneskiltet signalerer: “SNAK MED MIG”. Det er jo derfor, vi er der. Så frygt ikke afvisninger eller underlige blikke – alle vil være ekstremt imødekommende.

6. Tal om arbejdet

Start med at tale om arbejdet/studiet/karrieren. Det er forholdsvist sikkert. Emner som forholdet til faderen og arvelige sygdomme bør vente til senere. Andre nemme emner er bopæl, Twitter (obviously) og andre aktuelle emner, hvor der er en fællesreference. Der burde i alle tilfælde være materiale til 5-10 min. uden at det bliver akavet.

7. Kom omkring

Hvis man ikke føler, der er mere at tale om efter den indledende introduktion jf. pkt. 5 og 6, er det lige så accepteret at glide videre til den næste jf. pkt 4. Føl dig ikke forpligtet til at holde en død samtale i live. En udgangssætning som “jeg skal lige i baren/på toilet/ud og ryge, men det var hyggeligt at hilse på dig”, er en fin løsning, men ofte overtager den ene samtale helt naturligt den anden.

Undgå i øvrigt at isolere dig i et hjørne eller sidde ned for længe. Det kan føles trygt, men det gør det vanskeligere for andre at komme i kontakt med dig og vice versa. Op at stå, bevæg dig, bump ind i folk.

8. Drop dødvægten

Twedagsbar er en leg, og man skal være med på den, for at det er sjovt. Medbring derfor ikke venner, som ikke er på Twitter. De vil højst sandsynlig føle sig udenfor, fordi de ikke forstår det, og så vil du ikke kunne dedikere dig til “legen”. En kostumefest er også sjovest, når alle kommer udklædt.

9. Frygt ikke at stå alene

En naturlig frygt er altid, jamen hvad hvis der ikke er nogen at tale med, så står jeg der helt alene? Ja, det vil formentlig ske periodevis i løbet af aftenen, men det er ok, det kan ikke undgås. Brug tiden til at sende et tweet om #twedagsbar, genforsyn i baren og gentag fra pkt. 4.

10. Ha’ det sjovt

Det kan godt være, at Twedagsbar er en netværksevent, men det er først og fremmest en fredagsbar, hvor vi drikker øl og har det sjovt. Så gør det! Husk at du selv er med til at skabe stemningen, så forvent ikke at alle kommer hen til dig. Og lad være med at drikke dig tæskelam den første gang.

Jeg håber vi ses til den næste Twedagsbar. Jeg er @jonasjuhler og jeg er sindssyg genert, men jeg glæder mig til at hilse på dig.

Twedagsbar er en fredagsbar i København, hvor folk på Twitter mødes – mange for første gang – og drikker øl og har det sjovt. Nej, folk står ikke i hvert deres hjørne med næsen nede i mobilen og skriver beskeder til hinanden. Det gør vi alle øvrige dage. Twedagsbar afvikles hver anden måned og arrangeres af @LauraJul. Følg tagget #twedagsbar på Twitter.

Værd at vide i Wordfeud

January 6th, 2012

Mere på Twitter og Facebook:

1/2 Ord i #wordfeuddk på 2 bogstaver uden vokaler: BZ, CM, CV, PC, CG, FX, CD, CL, HH, HM, MM, BH, HF, HG, HK, KM, MB >
@jonasjuhler
Jonas Juhler Hansen
2/2 Ord i #wordfeuddk på 2 bogstaver uden vokaler: MG, DM, HL, KB, KG, LP, ML, MS, TV, BL, DG, DK, KL, PR, TB, TF, DL.
@jonasjuhler
Jonas Juhler Hansen
Ord i #wordfeuddk på 3 bogstaver uden vokaler: PVC, PCB, KGM, VVS, DTP, DVD, PST, DDT, LSD, PRR.
@jonasjuhler
Jonas Juhler Hansen
Længste ord i #wordfeuddk uden vokaler er HTTP.
@jonasjuhler
Jonas Juhler Hansen
De længste ord i #wordfeuddk er på 15 bogstaver. Dem er der 16.004 af. Fx CITRONHALVMÅNER
@jonasjuhler
Jonas Juhler Hansen
De 3 højest scorende ord i #wordfeuddk er PUBLIKUMSSUCCES (51), KALCIUMHYDROXID (50), LINUXSPECIFIKKE (48)
@jonasjuhler
Jonas Juhler Hansen

2011 var året…

December 31st, 2011
  • Hvor jeg skrev et blogindlæg til Denfri om, at man måske burde slappe lidt af med at kritisere brugerne af Facebook.
  • Hvor jeg lavede endnu et single serving site – hvor Bertel giver dig svar på alle spørgsmål.
  • Hvor jeg kastede mig ud i et vanvittigt projekt – og løb mit 11. maraton iført en pandadragt og samlede 17.100 kr. ind til WWF.
  • Hvor jeg fandt på modebloggere og videnskabsfolk. Undskyld.
  • Hvor jeg sagde mit job op hos WWF – kan desværre ikke vise mit opsigelsesbrev, men det siges at være ganske underholdende på omg-det-skrev-han-bare-ikke-måden.
  • Hvor jeg efterfølgende fik 10-15 jobtilbud pga. mit portfoliesite, men var dum nok til at sige nej til det hele for at leve lidt som en fri fugl.
  • Hvor jeg mødte Prinsgemalen. He’s got that old people smell.
  • Hvor jeg lavede lidt politisk satire og fik DR på nakken. Det var nu også ret sjovt.
  • Hvor jeg endte i vennezonen – og lavede vennezonen.dk efter parolen: If you can’t join them, mock them.
  • Hvor jeg forsøgte at organisere follow fridays på twitter med ffdk.dk – husk at bruge tagget #ffdk.
  • Hvor jeg, fanget af Wordfeud-feberen, lavede ordkrig.ffdk.dk, hvor folk på twitter kan finde hinanden i spillet.
  • Hvor jeg købte en racercykel og måtte konstatere, at jeg løber langt bedre, end jeg cykler.
  • Hvor jeg lavede en liste over ord, du skal stoppe med at sige. De fleste siger dem nu alligevel stadig.
  • Hvor jeg (med lidt hjælp fra en gourmetkok) vandt madklubben med luksushotdogs.
  • Hvor jeg lavede et lille søgeværktøj til Wordfeud, og som hver dag sætter besøgsrekord – selvom ingen snyder.
  • Hvor jeg havde en af de største løbeoplevelser, man kan få, da jeg løb mit 12. maraton igennem New Yorks gader kombineret med en dejlig ferie med 6 gode venner.
  • Hvor jeg bloggede lidt for Socialsemantic om sociale medier.
  • Hvor jeg endelig efter års søgen fandt en serie på højde med Arrested Development. Nemlig Community. Six seasons and a movie!

Alt i alt et ok år – men har på fornemmelsen, at 2012 bliver endnu vildere.

De bedste tweets fra 2011

December 28th, 2011

Her er de bedste tweets fra 2011 udvalgt fra mine favoritter. Det er hvad du går glip af ved ikke at være på Twitter – eller ved ikke at følge disse personer. Her er skarpe kommentarer i bunkevis, og det er en sand fornøjelse at genlæse alle guldkornene.

Jeg lavede i 2010 en lignende liste, men inspireret af Tveskovs massive Twikmøllen er her en lettere udvidet udgave. Jeg kan i øvrigt kun anbefale, at du bruger favoritknappen hyppigt og selv laver en Greatest Tweets. Compilations er jo altid populære.

Jeg er @jonasjuhler på Twitter.

Read the rest of this entry »

Endnu et juledigt

December 24th, 2011

Her er en julehistorie og den er sand,
En afslørende fortælling om den rigtige julemand.

Født i Betlehem og en stor reality celebrity,
Kontrakt med Coca-cola og adskillige Youtube, Facebook og Twitter-konti.

Det blev dog for mainstream og populært et sted at bo,
Så han cyklede på sin fixie til Grønland og lod skægget gro.

Markedsførte sig til børn som sin nye strategi,
og i alliance med Disney kom der fokus på ROI.

Nu indkøber han for milliarder i Matas, Elgiganten og Inspiration,
Især de store kæder er nok glade for den tradition.

Han er den ene procent af den ene procent,
Man burde occupy Grønland de fire søndage i advent.

Hvorfor giver julemanden de rige store gaver og Canada Goose-jakker,
Mens de trængende må nøjes med tarveligt skrammel og hjælpepakker?

Det er en ret usolidarisk CSR-politik,
og afslutningen på et helt afsporet juledigt.
Glædelig jul.

Juleleg: Anmeld ulovlige julekalendere og konkurrencer på Facebook

December 1st, 2011

Her er en lille juleleg, som vil gøre din december sjovere: Anmeld alle de ulovlige julekalendere, som fuldstændig oversvømmer Facebook i disse dage. Så i stedet for at blive irriteret over det spammende lort, så glæd dig over, at du har fundet endnu en synder du kan anmelde. Alle kan være med, og det er sjovt for hele familien!

Facebooks retningslinjer for konkurrencer kan du læse her, men grundlæggende kan det opstilles i to punkter:

  1. Hvis din konkurrence skal køre Facebook, skal den være i en app (du må selvfølgelig gerne linke til en konkurrence, der kører på dit eget website).
  2. For at deltage i en konkurrence må man ikke skulle anvende Facebooks funktioner. Fx Synes godt om en side, kommentere på et indlæg, tagge et billede, dele et opslag etc.

Reglerne er egentlig fair nok, da de sikrer, at ens strøm ikke fyldes med spammende og ligegyldigt indhold fra alverdens konkurrencer. Straffen for at overtræde konkurrencereglerne kan være, at din side lukkes ned, men hvor ofte det sker, ved jeg ikke.

Denne jul ser det imidlertid ud til, at Facebook rammes af en sand lavine af ulovlige konkurrencer og julekalendere, som fuldstændig overtager din strøm. Det ville normalt være belastende, men nu er det er det blevet sjovt.

Hver gang du ser en julekalender i dit feed, hvor det er tydeligt, din ven har kommenteret, delt eller tagget for at være med, er der gevinst. Gå til Facebook-siden, tryk “Anmeld side” nederst til venstre på siden og angiv “Spam eller svindel” som årsag.

Smid eventuelt et link til siden her, så flere kan anmelde siden og dermed lægge yderligere pres på Facebook for at stoppe konkurrencen. Er der småligt? Måske, men jeg er virkelig, virkelig træt af konkurrencer på Facebook – og i princippet er det også svinsk over for de virksomheder, som overholder promotion guidelines.

Indtil videre har jeg anmeldt (i parentes overtrædelsen)

*update* Har fjernet listen, da jeg efterfølgende har konstateret, at mange af siderne har ændret/fjernet deres konkurrencer efter de er blevet gjort opmærksom på overtrædelsen. Men tjek kommentarsporet for friske spammere.

Snyd i dansk Wordfeud

November 21st, 2011

Se hvilke ord du kan lave i dansk Wordfeud med dette enkle og gratis søgeværktøj.

Jeg har set, at der findes snyde-apps til Wordfeud med dansk ordbog i App Store og Android Market. Virkelig fejt egentlig. Det skal naturligvis være gratis, så her er http://leet.dk/wordfeudsnyd/ – det var så lidt.

Vindergaranti er der ikke noget af, da tjenesten bare viser hvilke ord, du kan lave med dine bogstaver og enhver, der har spillet Scrabble et par gange ved, at det mere handler om dobbeltord og bonusfelter end lange ord.

*UPDATE* Har lavet en mere lødig version, hvor du med god samvittighed kan slå op i ordbogen og tjekke om et ord eksisterer. Det svarer til at hive Nudansk ned fra hylden, det er jo heller ikke snyd. http://leet.dk/wordfeudordbog/

Få også tips og trivia til Wordfeud ved at følge OrdkrigsZen på Facebook og Twitter.