Løb, Personlig

Berlin Marathon 2005

Berlin Marathon 2005

Formålet med denne blog var oprindelig ikke, at den skulle fyldes med alverdens trivialiteter fra min hverdag (idet jeg i bund og grund lever et ganske uinteressant og begivenhedsløst liv). Den skulle derimod være en digital megafon, hvor jeg kunne ytre mine holdninger (i hvert fald de, som ikke kunne medføre sagsanlæg) om samfundets uretfærdigheder, popkulturen og alle de mennesker, som ikke formår at se tingene lige så klart som jeg – dvs. ca. 99 % af Danmarks befolkning.

Det burde jo give nok materiale til 20-30 indlæg om dagen, men her et par måneder efter, at min nye legeplads er blevet færdig, og bloggen stadig står gabende tom, har jeg måttet konstatere, at jeg er fuldstændig berøvet for holdninger. Jeg har ikke længere nogen mening, hvad end folk de finder på, så er det bare ok med mig. Så derfor kan jeg i stedet bruge lidt plads på at fortælle en historie fra de varme lande.

I søndags løb jeg nemlig mit fjerde og hidtil bedste maratonløb i tyskens hovedstad Berlin. Et løb som regnes blandt de fem største løb i verden (Big Five), hvoraf de andre er Chicago, Boston, N.Y. og London. Så forventningerne var store, da Jens Keld, Kristian og jeg (Anita meldte forfald denne gang til sin egen senere fortrydelse) drog sydpå sammen med Marathon Travel Club, som fortjener stor ros for deres organisering.

Apropos organisering, så kan man sige rigtig mange dårlige ting om vore tyske naboer – sprog, stil, musiksmag etc., men organisering behersker de i sådan en grad, at man kun kan blive imponeret. Alt virkede perfekt, der var ingen flaskehalse, intet kaos, alle kendte deres opgave og alle var på deres plads – det var lige til jernkorset! Hamburg Marathon, som jeg løb i foråret, var utrolig velorganiseret, men alligevel var det her klasser bedre (og endda meget større). Applaus til tysk effektivitet – så længe det ikke tager overhånd…

Selve løbet gik stort set perfekt. Mit officielle mål var 3:15, men jeg løb efter tider, der ville bringe mig ind i 3:09 – så var der lidt tid at give af, hvilket man som regel får brug for og denne gang var ingen undtagelse. Indtil de 30 km havde jeg løbet perfekt og lå endda til at komme i mål omkring 3:06-07, men ved omkring 35 km løb jeg som ofte før ind i muren, hvorefter det blot blev en kamp for at komme i mål. Den sidste kilometer var dog en af de største løbeoplevelser jeg har haft på trods af ubegribelig smerte, da opløbsstrækningen gik igennem Brandenburger Tor, og der langs hele vejen stod tusindvis af mennesker og heppede og jublede i et omfang, så man næsten troede, at man havde vundet løbet. Sådan en opbakning giver ekstra kræfter og jeg ”spurtede” således ind i 3:10:33 – en forbedring af personligt bedste på 12 min, hvilket er ganske godt i min bog.

Faktisk var løbet så godt organiseret, at jeg godt kunne finde på at fravige mit princip om ikke at løbe det samme løb igen, da jeg tvivler på, at det er muligt at gøre det bedre. Dertil kommer naturligvis, at ruten var flad som en pandekage og dermed meget hurtig, hvilket gør den oplagt, når jeg næste gang skal under 3 timer…

På baggrund af mine erfaringer med maratonløb har opdelt løbet i følgende faser:
0-10km: Vanskelig strækning, hvor det gælder om at komme ind i en rytme, undgå at blive sænket af langsommere foranløbende, og undgå sidestik.
10-20km: Ren rutine, hvor tiderne bare skal sidde i skabet – gerne med lidt overskud.
20-30km: Her starter løber først. Benene bliver tungere, og det bliver sværere at holde tiderne.
30-42,195km: Ren vilje. Kroppen skriger efter pause, og det bliver en kamp for at holde tempoet, hvilket er umuligt – spørgsmålet er blot, hvor meget tid du taber. Især omkring 35-36km skal man være forberedt på mødet med ”muren”. En maratontid nås eller opgives på denne strækning.

Standard