Personlig

Den røde tråd

Den røde tråd

Da det i dag er præcist syv år siden min ældste og bedste ven valgte at tage sit eget liv, må det være en fin lejlighed til at reflektere lidt over livets mening. Lars fandt den i hvert fald ikke eller også var han stærkt utilfreds med det, han fandt frem til, siden han valgte, som han gjorde…

Dyr har det let. For dem handler det i alt sin enkelthed om overlevelse og videreførelse af arten. Især sidstnævnte, da overlevelse er en præmis for videreførelse. Når næste generation er sikret opgiver mange dyr simpelthen ævred og forgår, som man fx ser det hos visse laksearter, som dør få øjeblikke efter, at de har gydet.

Mennesker er også dyr, vil nogen korrekt mene. Men vi er samtidigt også de eneste dyr, som er bevidste om vores egen eksistens. Om det er en gave eller en forbandelse, må være op til den enkelte at afgøre, men havde det i sin tid ikke været for et vis kvindemenneske og en slange, så havde vi alle i dag gået rundt i uvidenhed uden bekymringer om eksaminer, pensionsopsparinger, renten og drivhusgasser…

Der er vel næppe et endegyldigt svar på det ultimative spørgsmål. Hvis det blot handlede om overlevelse og videreførelse, vil jeg mene, at vi – i den vestlige verden i hvert fald, har gjort livet voldssomt mere komplekst end egentligt nødvendigt! Jeg tror blot det handler om, at forsøge at få det bedste ud af den tid, man har til rådighed – og så lade være med at tænke på, at der skal være et større mål med det hele. Det ville jeg i hvert fald ønske, at Lars havde gjort.

Til minde om Lars Peter Kimose, f. 11-04-1979. Altid elsket, aldrig glemt.

Standard