Personlig

LUXUS reflektion

LUXUS reflektion

I weekenden blev den allerførste Lastnightfest afholdt. Det var et flot arrangement på Churchill Nightclub, som har vist sig at være en god samarbejdspartner for LN. Temaet var LUXUS, da vi ville give vores brugere en – ja nærmest kosmopolitisk oplevelse…

Det sædvanligt mørke diskotek var blevet “lyst op” i form af 200kvm hvidt velour, der var hængt op i loftet og akkompagneret af 15-20 glinsende spejlkugler. En VIP lounge var til lejligheden blevet oprettet, hvor der kun var plads til “big spenders”. Ved indgangen var den røde løber rullet ud med dertil hørende olielamper, og i god paparazzistil blev gæsterne fotograferet ved ankomst. Garderoben, hvor der flød med papirsposer fra Louis Vuitton og Gucci, var naturligvis gratis, og vores særdeles veloplagte værter – Martin og Anders bød velkommen med champagne og friske jordbær. Det normale drinkskort var blevet udskiftet, da der ikke er meget LUXUS over brandbiler og isbjørne (med al respekt). I stedet stod den på Cosmopolitans, Harvey Wallbangers, White Russians og ikke mindst Strawberry Daiquiries.

Hvordan gik det så? Tjah, af vores over 3000 registrerede brugere valgte kun omkring 150 at møde op, hvilket må siges ikke at være imponerende. Men de, som støttede op, havde en rigtig god aften, er vores erfaring, og det er det vigtigste! Økonomisk løber det vist lige nøjagtigt rundt, hvilket er fint, men det giver ikke de håbede ressourcer til den næste fest.

Men inden da skal der evalueres, og vi skal have fundet ud af, hvorfor ikke flere af vores mange brugere havde lyst til at komme til festen, for umiddelbart er konceptet jo “bulletproof”. Et festcommunity fyldt med unge socialt aktive mennesker, der arrangerer en fest for dets medlemmer – det burde jo være stensikker succes!? Flere faktorer kommer her i spil: Stedet, tidspunktet, temaet, prisen.

Stedet. Churchill var oplagt, da det er vores partner, de har faciliteterne, og mange af vores brugere kommer der hver weekend. Men det sidste var måske ikke optimalt. Netop at folk kender stedet eller har en holdning til det gør, at det ikke bliver til noget særligt, når vi holder en fest der. Måske ville det være bedre at finde et sted, som man ikke normalt ville forbinde med fest, og så holde festen der. Alene nysgerrighedsfaktoren ville trække en del.

Tidspunktet. Kl.22 var måske for tidligt at starte festen, da mange ikke er vant til at tage i byen på det tidspunkt. Måske det skulle rykkes en time, selvom jeg personligt er stor tilhænger af idéen med at tage tidligt i byen og dermed også tidligere hjem, som det ses i England. En LN fest er jo også en decideret fest, og når man skal til fest, så kommer man jo heller ikke kl 24-01 stykker…

Prisen. Entréen kostede 50 kr. og var inkl garderobe, en pris jeg synes er ganske rimelig, da vi havde brugt væsentlige summer på temaet! Drinksene kostede 30 kr. en meget lav pris selv i Haderslev! Det kan kort sagt ikke gøres billigere, så det vil der ikke bliver ændret på.

Temaet. Mange (jeg selv inklusiv) kan slet ikke fordrage temafester, da det som oftest indebærer akavet udklædning og dårlig musik. Til en LN fest skal der dog være et tema, men vi forsøger at gøre temaerne lækre og sexede, så man ikke føler sig udklædt, men nærmere stylet. Til denne fest var temaet LUXUS – af andre temaer kunne man forestille sig: Black’n’White (Sort og /eller hvid påklædning), Lady in red (alle fyre i sort, piger i rød), Sin & Savior etc. Måske er det det eksklusive tema, som folk ikke tænder på? Måske er vores forsøg på at højne standarden og bringe lidt storbystemning til provinsen spildt? Måske vil folk hellere til halbal end på natklub? Måske er sneakers bedre end stiletter og laksko? Måske er fadøl bedre end cocktails? I så fald har vi holdt vores sidste fest, for det er jo netop det prætentiøse, der gør det sjovt! Der vil _aldrig_ bliver serveret ævlebævle eller fisk til en LN fest!

Idéen om at holde en super eksklusiv fest for et meget begrænset antal deltagere er også blevet vendt. Det vil måske blive lidt dyrere, men til gengæld meget mere lækkert og meget mere sexet! Det strider måske lidt i mod ligestillingsprincippet på LN at holde en fest, hvor ikke alle er velkomne, men Lastnight er også Tête de la course – de førende!

Standard