AGF

Derfor vinder AGF mesterskabet 08/09

Windfeld pokalfinale 1996

I AGF er det fast tradition, at før hver sæsonstart er AGF fansenes forventninger skyhøje, og der drømmes søde drømme om mesterskab og pokaltriumfer, men det ender som regel med en tiendeplads og sure miner. Man skulle efterhånden tro, at de havde lært bare en lille smule af historien og gøre sig lidt mere realistiske forhåbninger for den kommende sæson.

Men det har vi tilsyneladende ikke, og jeg vil gerne holde traditionen i hævd ved at kræve, at AGF hjemfører mesterskabet i sæsonen 08/09 – som mindstekrav! I år bliver det nemlig anderledes – i år skal det være!

Vi har holdet: Mælketænderne med Michael Lumb og Frederik Krabbe i spidsen har fået masser af superligaerfaring sidste sæson og er nu klar til for alvor at bryde igennem. Olof Persson får måske lov til at spille en kamp efter 1½ år i klubben, og i Steffen Rasmussen har vi en målmand, som er moden og dygtig nok til at føre sit hold til tops.

Den dovne mand fra Afrika altså Dioh Williams viste i foråret endelig, at han er en kommende superstjerne – og lige efter Peter Graulund mit bedste bud på en superligatopscorer. På midtbanen regerer Jerry Lucena og i Mr. USA Jeremiah White har vi en troldmand, som på sine bedste dage er skarpere end selv Ronaldo – ikke den tykke!

Dertil kommer forstærkningerne – som for en gangs skyld kan leve op til navnet: Forstærkninger. Ikke flere bredde- og udviklingsspillere (læs: lortespillere), men klassespillere, som kan gå direkte ind i startopstillingen. Dan Thomassen er et velskrevet blad, og det bliver spændende at følge Nando Rafael, der snildt kan gå hen og blive årtiets bedste signing (hvad siger I FCK? Ailton hvem?).

Organisationen bag AGF er nu også langt om længe på plads og nogenlunde stabil med de hellige tre konger Windfeld, BSN og Ove som den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Økonomien er heller ikke så katastrofal som tidligere, hvilket vi i første omgang kan takke Onkel Kurt for, men også konsortiet med ejendomsspekulanterne Bricks i spidsen har sikret et solidt fundament under klubben. Opbakningen i byen og  faciliteterne omkring klubben er også en dansk mester værdig – prøv blot at forestil dig en mesterskabsfest i Herning: F.E.S.E.N.

Ser man på konkurrenterne, så ser det ud til at FCK’s køb-og-smid-væk-politik er ved at give bagslag – især fordi de tilsyneladende smider mere væk end de køber. Brøndby er desværre på vej ud af det hul, de for min skyld gerne måtte have gravet sig endnu dybere ned i, men er endnu ikke klar til at spille med om mesterskabet. AaB vinder ikke to år i træk, og uagtet hvor mange 13-årige afrikanere som FC Midtjylland narrer herop, så bliver de jo aldrig en seriøs kandidat. Det samme kan man sige om OB, som altid på forunderlig vis formår at spænde ben for sig selv.

Det efterlader AGF som det eneste oplagte bud på en dansk mester – det er penge i banken – medmindre du bor i Roskilde!

Men jeg ser frem til AGFs triumftog, som starter i morgen lørdag – tør man håbe på en perfekt sæson? Skulle det mod forventning glippe (igen), så skal jeg nok være der og på vanlig diplomatisk vis påpege eventuelle fejl og mangler – for med fans som mig, så behøver AGF slet ikke fjender…

Standard