Innovation Lab

Første arbejdsdag

stressed

Tingene går stærkt for tiden. Jeg afleverede mit speciale d. 1. december, blev laseropereret for nærsynethed d. 9., forsvarede mit speciale d. 12. – og havde første dag på arbejdet i dag. Ikke at omgivelserne var nye, idet jeg fortsætter ved Innovation Lab, men opgaverne er markant anderledes, hvorfor man godt kan tale om et “nyt” job.

Ambitionen er at vide alt, hvilket har affødt en ret stejl indlæringskurve, og jeg er fx som den eneste involveret i alle tre afdelinger. For Tech & Trends er jeg ansvarlig for afvikling af møder og hele blogdelen – som ikke må kaldes blogs. Her arbejder jeg på en storslået plan, der skal strukturere, standardisere og konkretisere hele vidensindsamlingen i de 9 linser, så det bliver meget nemmere at arbejde med for alle – og i sidste ende vil udmunde i bedre blogindlæg – som ikke er blogindlæg.

For Innovation & Projekt er jeg formidlingsansvarlig og skal hjælpe med at formulere og synliggøre alle de topfede projekter og cases, vi arbejder med, men som man alt for sjældent hører om. På længere sigt får jeg forhåbentligt mine egne projekter, men vil i første omgang med som co-driver på nogle af de nye projektopstarter i det nye år.

I Events & Medier er jeg lidt en altmuligmand, men skal især koordinere formidlingen fra T&T og I&P med webredaktør Ronni og presseansvarlig Kenneth. Dertil kommer de “løse opgaver”, som pt. består i at være udstillingsansvarlig for TOOLS konferencen, som afholdes i februar, gadgethunter til NEXT no.6 og projektleder/redaktør på næste nummer af Xpector i Kenneths fravær (barsel), og som også skal udkomme til februar.

Oveni det pusler jeg med en plan om at etablere en Innovation Lab Wiki, hvor vi kan  få nedskrevet mange af de gængse ting på en forholdsvis enkel og let tilgængelig måde.

Jeg vil fremover anvende bloggen her til at skrive lidt om opgaverne og livet på Innovation Lab, så det bliver en form for “rogue corporate blogging”. Hvis det en dag stopper, er det nok fordi ledelsen har sat en prop i… ;)

Standard