Innovation Lab, IT, Sociale medier

Teknologiske bobler der brister i 2009

bubble

Jeg blev af Computerworld spurgt om en kommentar til denne artikel fra Internet Evolution om hvilke teknologier, der i 2009 vil floppe. Mit svar til dem kom desværre efter deadline, men så er det jo godt, at man har en blog. Nedenstående er naturligvis med det forbehold, at viser det sig at være skrupforkert, når året er gået, så var det alt sammen bare for sjov :)

Jeg er et langt stykke hen ad vejen enig med artiklen – primært fordi 6 af de 7 punkter handler om fejlende forretningsmodeller, og det er naturligvis alt sammen finanskrisens skyld!

Luftige Web 2.0 tjenester
Som artiklen rigtigt nok nævner, så har det store problem med det nye sociale interweb altid været, hvordan skal man tjene penge på brugerne. Facebook kører med underskud og Murdoch, Google og eBay sidder formentligt stadig og grubler over, hvordan de skal hente pengene hjem igen fra gigantkøbene af henholdsvis MySpace, Youtube og Skype.

Hidtil har forretningsmodellen for Web 2.0 startups heddet: Giv det hele væk for at få en ordentligt røvfuld brugere, sig det hele er finansieret af reklamer og vent så på massive investeringer eller opkøb. Problemet er nu blot, at pengene ikke sidder så løst på træerne mere grundet finanskrisen, og brugerne har efterhånden lært at filtrere reklamerne fra – enten gennem plugins eller kognitivt, og hvor blev forretningsmodellen så af?

Derfor vil mange Web 2.0 tjenester bygget på mere optimisme end hård business sandsynligvis få det svært i år, hvor der skal skæres ind til benet. Det er dog nødvendigvis ikke en dårlig ting, eftersom det efterlader de solide forretninger, der ikke har mistet jordforbindelsen så meget, at de ikke har kunnet se bundlinjen.

Blogs: Bloggen er nærmest blevet et symbol på det sociale internet, men noget kan tyde på, at det engang allestedsnærværende medie er ved at blive trængt ud til fordel for et nyt fænomen: Lifestreaming. I det tilfælde er det den personlige blog, der må se sig tilsidesat, da autogenererede livsstrømme fra Facebook og fx Friendfeed for længst har overhalet den mere tidskrævende blog som socialt bindemiddel.

Corporate blogging lever også – i Danmark i hvert fald – en stille tilværelse, trods åbenlyse fordele ved en uformel kommunikationsventil, men det er desværre de færreste virksomheder, der har taget mediet til sig – eller bruger det rigtigt.

Blu-ray: kampen mod HD DVD var hård – og ekstremt omtalt, men så blev der stille, og det er vist stærkt tvivlsomt om Blu-ray nogensinde får den indflydelse som DVD’en har/havde – eller om den ender sine dage sammen med Laserdisc’en og DVD-Audio som et højtopløseligt medie – uden den store efterspørgsel. Overgangen til digitalt tv – og den generelle opgradering til HD tv i hjemmene, som rent faktisk kan udnytte Blu ray’ens høje kvalitet, kan måske være en redning – men før eller senere kommer der en ordentlig on-demand-video løsning, som overfløddiggør det fysiske medie fuldstændig – som det også ses med CD’en.

Proprietære systemer: ”Information wants to be free” og alle hidtidige forsøg på at låse produkter, tjenester og information til en enkelt udbyder har mildt sagt ikke været så heldige, hvilket samtlige hacks, cracks og piraterier er det bedste bevis på. Apple troede det var business as usual (altså håndjern, halsgreb og knebel) med 1.G iPhone, men måtte sande, at brugerne selv vil have kontrollen, hvorfor 2.G iPhone blev åbnet – en smule – op.

Derfor tegner udsigterne for den danske afspiller Touchdiva sig også dyster – hvis den da overhovedet kommer på gaden. Køb en afspiller til streaming af musik til 6000 kr, som kun kan bruges, hvis du betaler 75 kr. om måneden i abonnement – og med Touchdiva som eneste udbyder. Det er den slags bindinger, som enten afskrækker eller får nørderne til at finde skruetrækkeren frem.

Standard