AGF, Sociale medier, Twitter

Historien om #UltraTwitterAGF

Det var egentlig meningen, at det kun skulle leve på Twitter, men der er efterhånden så mange, der bruger tagget #UltraTwitterAGF, at det fortjener et blogpost for at få historien med.

#UltraTwitterAGF er en uofficiel AGF-fanfraktion, der kun eksisterer på Twitter, og man bruger blot hashtagget #UltraTwitterAGF for at være med. Der er ingen ledelse, der er intet medlemskab, det er blot en måde at vedkende sig sit tilhørsforhold til klubben over dem alle, AGF.

Derfor er tagget heller ikke #AGF, da det er for neutralt og bruges af medier, udenforstående og fans af inferiøre og underlegne klubber. Bruger man derimod det forholdsvis lange og lidt klodsede #UltraTwitterAGF, er der ikke tvivl om, at afsenderen er AGF-fan.

Tagget opstod i forbindelse med Martin Jørgensens tilbagevenden til AGF i 2010 og en udveksling mellem undertegnede og @jeppeengell. Hele tråden så således ud:

Og endte med:

Blandt de første til at tage tagget til sig var derudover bla. @appoulsen, @kfriis, @udkantsadam, @goerlitz, @andreasmik og @arndal – alle fik også lavet den meget sjældne #ultratwitteragf t-shirt.

#UltraTwitterAGF opstod således spontant, navnet er inspireret af Vesterbro Hardcore, men en søgning viser, at så mange har taget det til sig, at det har fået sin helt egen identitet.

Standard
AGF

Derfor vinder AGF mesterskabet 08/09

Windfeld pokalfinale 1996

I AGF er det fast tradition, at før hver sæsonstart er AGF fansenes forventninger skyhøje, og der drømmes søde drømme om mesterskab og pokaltriumfer, men det ender som regel med en tiendeplads og sure miner. Man skulle efterhånden tro, at de havde lært bare en lille smule af historien og gøre sig lidt mere realistiske forhåbninger for den kommende sæson.

Men det har vi tilsyneladende ikke, og jeg vil gerne holde traditionen i hævd ved at kræve, at AGF hjemfører mesterskabet i sæsonen 08/09 – som mindstekrav! I år bliver det nemlig anderledes – i år skal det være!

Vi har holdet: Mælketænderne med Michael Lumb og Frederik Krabbe i spidsen har fået masser af superligaerfaring sidste sæson og er nu klar til for alvor at bryde igennem. Olof Persson får måske lov til at spille en kamp efter 1½ år i klubben, og i Steffen Rasmussen har vi en målmand, som er moden og dygtig nok til at føre sit hold til tops.

Den dovne mand fra Afrika altså Dioh Williams viste i foråret endelig, at han er en kommende superstjerne – og lige efter Peter Graulund mit bedste bud på en superligatopscorer. På midtbanen regerer Jerry Lucena og i Mr. USA Jeremiah White har vi en troldmand, som på sine bedste dage er skarpere end selv Ronaldo – ikke den tykke!

Dertil kommer forstærkningerne – som for en gangs skyld kan leve op til navnet: Forstærkninger. Ikke flere bredde- og udviklingsspillere (læs: lortespillere), men klassespillere, som kan gå direkte ind i startopstillingen. Dan Thomassen er et velskrevet blad, og det bliver spændende at følge Nando Rafael, der snildt kan gå hen og blive årtiets bedste signing (hvad siger I FCK? Ailton hvem?).

Organisationen bag AGF er nu også langt om længe på plads og nogenlunde stabil med de hellige tre konger Windfeld, BSN og Ove som den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Økonomien er heller ikke så katastrofal som tidligere, hvilket vi i første omgang kan takke Onkel Kurt for, men også konsortiet med ejendomsspekulanterne Bricks i spidsen har sikret et solidt fundament under klubben. Opbakningen i byen og  faciliteterne omkring klubben er også en dansk mester værdig – prøv blot at forestil dig en mesterskabsfest i Herning: F.E.S.E.N.

Ser man på konkurrenterne, så ser det ud til at FCK’s køb-og-smid-væk-politik er ved at give bagslag – især fordi de tilsyneladende smider mere væk end de køber. Brøndby er desværre på vej ud af det hul, de for min skyld gerne måtte have gravet sig endnu dybere ned i, men er endnu ikke klar til at spille med om mesterskabet. AaB vinder ikke to år i træk, og uagtet hvor mange 13-årige afrikanere som FC Midtjylland narrer herop, så bliver de jo aldrig en seriøs kandidat. Det samme kan man sige om OB, som altid på forunderlig vis formår at spænde ben for sig selv.

Det efterlader AGF som det eneste oplagte bud på en dansk mester – det er penge i banken – medmindre du bor i Roskilde!

Men jeg ser frem til AGFs triumftog, som starter i morgen lørdag – tør man håbe på en perfekt sæson? Skulle det mod forventning glippe (igen), så skal jeg nok være der og på vanlig diplomatisk vis påpege eventuelle fejl og mangler – for med fans som mig, så behøver AGF slet ikke fjender…

Standard
AGF

Fordele og ulemper ved at se AGFs kampe på Aarhus Stadion

Aarhus StadionUlemper:

  • Af en eller anden årsag er det altid bidende koldt uanset årstiden. De store publikumstribuner i sektion B og sektion C er altid i skygge, og man får en iskold vind i nakken, som bringer en tæt på hypotermi. En god kamp kunne måske give en varmen, men det er man lidt nærig med i Aarhus – mere om det nedenfor.
  • Jammerligt fodbold. Det undrer, at AGFs spillere er fuldtidsprofessionelle og altså ikke laver andet end at spille fodbold. Man kunne derfor formode, at de var i stand til at drible med en bold, aflevere den til en af de andre i hvide trøjer og måske endda skyde et vristspark inden for målrammen? Hvad de laver ugens øvrige 6 dage er mig en gåde, for det de præsterer om søndagen kunne lige så godt foregå i Serie 2 – og der betaler de faktisk penge for at få lov til at spille bold…
  • Ingen mål. En eller anden har engang sagt, at en nul-nul kamp ikke behøver at være kedelig. Det er muligt – men det er den med garanti, når AGF er involveret! Afslutningerne er så slatne, at det er som om, de slet ikke tror på, at bolden kan gå ind, og at de derfor har opgivet på forhånd. Det er lige før man ønsker, at modstanderne scorer, bare for at der sker et eller andet.
  • Ingen fightervilje. Ligesom de skyder på mål som små piger, så virker de generelt fløjtende ligeglade med, hvad der foregår på banen. Der er ingen gejst, ingen vilje, ingen nerve i nærkampene, ingen saft i tacklingerne. Det kan godt være de ikke scorer nogen mål, men havde de da bare kæmpet for sagen, var de næsten tilgivet. Vil man ikke slås for den hvide trøje, er man ikke værdig til at bære den!
  • Og skulle det nu ske, at de ved en fejl får erobret bolden, så er kontraspillet så dræbende langsomt, at et hold gangbesværede og gigtplagede pensionister med rollatorer ville kunne nå hjem på plads, inden AGF var nået over midterlinjen med mere end 2 mand. Kontraspil handler om at komme til afslutning så hurtigt, at modstanderen ikke kan nå at organisere forsvaret – ikke at spille bolden på tværs 5 gange for til sidst at tabe den på midtbanen – tag note!
  • Problemet med løbebanen er en kendt sag, men det gør den jo ikke mindre irriterende. Igen kan man kun spørge, hvad laver en løbebane på et fodboldstadion? Til dens forsvar bliver der jo så holdt rigtigt mange internationale atletikstævner på stadion, som jo var grunden til at den skulle være der (eller måske ikke).
  • Aros – den muterede hvide rotte, som er et kikset underholdningsmoment for de mindste, men ligesom alle andre er den blevet så deprimeret over AGFs talentløse spil, at den mest ligner en maniodepressiv våd mus med selvmordstanker. Gør det Aros – du tør ikke! Husk på langs – ikke på tværs!

Fordele:

  • Cheerleaderne er væk.
  • Store Klaus (stadionpølserne)
Standard
AGF

Jeg trækker det hele tilbage!

Jeg trækker det hele tilbage!

Hvis AGF ikke kludrer i det og som forventet rykker op i morgen, så trækker jeg alt, hvad jeg har sagt af negative ting om klubben tilbage! Hele dynen!

Jeg fortryder, at jeg gentagne gange har kaldt ledelsen for inkompetent, amatøragtigt og for at mangle visioner.

Jeg medgiver, at det var en god idé at sælge stadionnavnet for håndører og vil fremover selv benævne Aarhus Stadion som Dong Park…nej, det er vist ikke rigtigt – Dansk Fjernvarme Park? Jeg synes, at isbjørnen er en velvalgt maskot for klubben og i det hele taget, at nuttede maskotter er en integreret del af dansk foldbold.

Jeg nærer den største og dybeste respekt for hele spillertruppen og fortryder, at jeg har kaldt dem for snotforkælede møgunger uden mod og mandshjerte – og synes heller ikke, at deres løn er én krone for meget. Jeg kan samtidigt sagtens leve med den meget korte ventetid på den obligatoriske stadionplatte og synes, at de frivillige hjælpere rister pøller med uset effektivitet.

Jeg vil endda gå så langt og trække al kritik tilbage af de meget smukke, attraktive og yndefulde cheerleaders (kan ikke lige huske, hvilket firma har købt dem nu), som jeg synes løfter den samlede fodboldoplevelse. Det er meget beklageligt, at de ikke længere er på stadion – jeg håber, de snart kommer tilbage!

Eller…nej, det trækker jeg også tilbage – ryk nu bare op for helv…

Standard
AGF

Aarhus GF-Forsikring Polarbears

Aarhus GF-Forsikring Polarbears

Kommercialismen har endnu en gang vist sit grimme ansigt i dansk fodbold og udhulet den magi og ånd, der omkranser en af landets ældste og mest traditionsrige klubber. Det er naturligvis AGF, jeg taler om, som senest har prostitueret noget af det mest hellige, en klub har – nemlig dens stadion. Aarhus stadion (Atletion var også dybt unødvendigt) hedder nu NRGI Park efter et elselskab, hvis navn en 15-årig SMS-afhængig poptøs tilsyneladende har fundet på.

AGF er desværre langt fra de første, som har fået den idé at sælge ud af klubånden og historien for lidt håndører. Middelmådige klubber som FCM og OB har ligeledes udvist manglende klasse og navngivet deres stadion efter kriseramte flyselskaber og banker. Hos herrefolket syd for grænsen er det jo nærmest undtagelsen, hvis et stadionnavn ikke rimer på Corporate Sellout, og selv i fodboldens hjemland, hvor klubintegritet burde være stærkere end noget andet, dukker navne som Reebok og Emirates Stadium op.

En fodboldklub er i den grad identificeret ved dens stadion. Det er her klubben skriver historie, det er her fansene har deres minder, det er her legender bliver født. En klub og dens stadion er så at sige to sider af samme sag. Derfor er det beskæmmende at se, at klubber, i jagten på flere sponsorkroner, ukritisk opgiver ting, som burde være af betydning for dem (og ikke mindst deres fans).

Aarhus Stadion har været en del af AGFs historie siden 1916 og har i nyere tid lagt græs til legendariske kampe som pokalfinalen i 1992 og 3-3 kampen i 1996, hvor guldet blev tabt i sidste minut til de unævnelige. Men den historie og de minder er nu en saga blot, da Aarhus Stadion ikke eksisterer mere, men er blevet degraderet til blot endnu en reklamesøjle på linie med busskure og taxaer. Historieskrivingen foregår nu i 3 års intervaller afhængig af sponsorkontrakten, og det er vel kun et spørgsmål om tid før Aarhus Stadion hedder Djurs Sommerland Store Scene…

Men eftersom klubledelsen tilsyneladende ingen samvittighed (eller klubånd) har, har jeg en række forslag til, hvordan AGF yderligere kan kommercialiseres. Hvorfor fx nøjes med at udlicitere stadionnavnet? Hvorfor ikke selve klubben? Der findes jo et andet forsikringsselskab, hvis navn næsten er for oplagt, nemlig GF-Forsikring. Så kunne man ændre “AGF” til “Aarhus GF-Forsikring”. Og ved at udskille Aarhus er det endvidere muligt på sigt at flytte klubben til en helt anden og mere attraktiv by, skulle det i fremtiden vise sig mere profitabelt, som det ses i amerikansk fodbold. Holstebro GF-Forsikring eller Ringkjøbing GF-Forsikring!? Apropos NFL så er det jo åbenlyst en mangel i dansk fodbold, at klubberne ikke har catchy engelske tilnavne – en trend som de danske ishockeyklubber allerede har taget til sig. Så kunne man tilføje Polarbears til Aarhus GF-Forsikring nu vi har en isbjørn som maskot, og merchandisingmulighederne er dermed næsten uendelige.

Men hvorfor stoppe her? En hidtil uagtet indtjeningsmulighed, hvad angår endorsement er jo spillerne! Duncan viste vejen ved at tage navn efter en aldrende skotte, men spillernes tilnavne skal jo bare udliciteres til interesserede virksomheder. Steffen “Bauhaus” Rasmussen, Danilo “Kaufmann” Arrieta, Tobias “Magasin” Grahn, Peter “Stiften” Graulund, ja find selv på flere. For at sikre nok eksponering, skal spillerne nok have navnet indskrevet på deres dåbsattest, men det er vel heller ikke noget problem, så længe der er sponsorkroner at hente?

Kort opsummering:

Liga:
SAS Liga (tidl. Superliga)

Klub:
Aarhus GF-Forsikring Polarbears (tidl. AGF)

Stadion:
NRGI Park (tidl. Aarhus Stadion)

Cheerleaders (ej at forglemme):
GF-Forsikring Sisters Point (tidl. GF Girls)

Maskot:
Aros GF-Forsikring BabySam (tidl. Aros)

Spillere (udvalgte):
Steffen “Bauhaus” Rasmussen
Thomas “Hummel” Hansen
Danilo “Kaufmann” Arrieta
Tobias “Magasin” Grahn
Peter “Stiften” Graulund

Fanclub:
GF-Forsikring Fanclub Aarhus Gazstation (tidl. AGF Fanclub Aarhus)

Bare et forslag…

(*Note: Den anden artikel af de to artikler, som skaffede mig jobbet på Innovation Lab – den første kan læses her)

Standard
AGF

Jeg hader AGF!

Jeg hader AGF!

I går tabte AGF igen, og endda på hjemmebane til et ligegyldigt marginalhold fra Nordsjælland uden historie eller traditioner, og som AGF ville have lammetævet 6-0 for 10 år siden. Men hvor sådan et hjemmebanenederlag ville være utænkeligt og fuldstændigt uhørt dengang, så er det desværre blevet hverdag i dag, hvor man skal ned under nedrykningsstregen for at finde Danmarks næststørste bys stolthed.

Jeg så ikke kampen på stadion, jeg hørte ikke reportagen på P3, jeg så ikke engang sammendraget på 3+. Jeg hader nemlig AGF. Jeg hader alt omkring AGF. Jeg hader de snotforkælede spillere, som udover talent mangler mandsmod og fightervilje, og som tilsyneladende er bedøvende ligeglade med, hvordan det går klubben bare de får deres overbetalte løn, som de kan bruge nede på Kupé og Römer fredag og lørdag aften.

Jeg hader AGFs notorisk inkompetente organisation, som i løbet af de sidste 10 år ikke har præsteret andet end fiaskoer, offentlige pinagtigheder og amatøragtigt drift, som kan få selv bestyrelsen i Sommersted IF til at slå sig på lårene af grin. Jeg hader Aarhus Stadion for den unødvendige og ligegyldige løbebane, som bringer en så langt væk fra spillet, at intensiteten og atmosfæren kun er det halve af, hvad det kunne have været.

Jeg hader AGFs maskot Aros, en muteret hvid rotte, som blot gør os endnu mere til grin end vi er i forvejen. Hvad f** har en isbjørn med fodbold og AGF at gøre? Hvor er symbolikken? At vi som den også er truet og tæt på udryddelse?

Jeg hader GF Girls eller GF Sisters som de hedder i dag i kommercialismens hellige navn (Ave Sisters Point). Cheerleaders er et amerikansk fænomen med formål at underholde dumme og lalleglade amerikanere uden sportslig indsigt. Ser man måske cheerleaders i engelsk, italiensk eller spansk fodbold? Nej for der handler det om fodbold og ikke ligegyldigt søndagsfamilieunderholdning. Hold jer til kvindehåndbold og andre ubetydelige “sportsgrene”.

Jeg hader visse dele af AGFs fanskare, som mener det er forkert at ytre sin utilfredshed med holdets gentagne og konsekvent udeblivende præstationer. De mener vi skal vise uforbeholden hengivenhed i modgangstider – jeg mener, at når ledelsen og spillertruppen udviser så udpræget manglende engagement, så er en ordentlig røvfuld på sin plads! (Ville I også drikke KoolAid, hvis de bad jer om det?). Og så hader jeg ikke mindst at fanklubben i årevis har pralet med at have procentvis flest kvindelige medlemmer – Vorherrebevares…

Jeg ville ønske, at min far aldrig havde taget mig med på Aarhus Stadion i 1992 til pokalfinalen mellem AGF og B1903, hvorfor skulle AGF også vinde? Kunne de ikke bare have tabt 0-3 i stedet? Hvorfor skulle Danmarks to bedste fodboldspillere gennem tiden Flemming Povlsen og Troels Rasmussen også være GF’ere? For uanset hvor meget jeg hader AGF, så er klubben desværre en del af mig og min opvækst. Som en kræftknude i min mave, der har spredt sig til alle vitale organer og dermed er umulig at fjerne. Jeg vil aldrig kunne holde med et andet hold i Danmark end AGF – men jeg hader dem bare så meget…

Standard