Brok, IT, Sociale medier

Nye Facebook-pages åbner op for kommentarspam

Som om Facebook ikke er blevet belastende nok med virksomhedernes indtog. Før handlede det om sjov, lækre tøser og billeder af talende katte, i dag er alt reduceret til facebook-marketing, aggressive “virale” metoder og den ensidige jagt på ‘likes’. Med det ny page-design er det lige blevet meget værre.

Har du en WordPress-blog? I så fald kender du med sikkerhed spambotsene, som hærger kommentarfelterne med deres mere eller mindre opfindsomme påfund. De mest originale “roser” forfatteren med bemærkninger som:

“Really interesting articles. I enjoyed reading it”.

Fordi selv spambots ved, at mennesker er forfængelige og til fals for selv autogenereret ros.

Er det spam? Måske ikke i lovmæssig forstand, men både du og jeg ved, at kommentarer, der sprøjtes ud i alle retninger med generisk indhold alene for at gøre reklame for afsenderen, er spam. Fakta!

Tilbage til de nye Facebook-pages

Men hvad har kommentar-spam med de nye Facebook-sider at gøre? Alt! Med det nye page-design blev det nemlig muligt at bruge Facebook som en side – og altså også kommentere på andre sider som sin egen side.

Således kan man som sin side gå ind på 100 forskellige sider og skrive generiske ting som “Cool side”, “Spændende”, “Tillykke med den flotte side” osv. Kun med det formål at få sin egen side vist som afsender og dermed trække trafik og likes til den.

Et par cases med pirattaktikken

Men det er jo bare teori. Findes der virkelig mennesker med så tvivlsom moral, at de vil anvende sådan en pirattaktik, tænker du? Hey, vi taler om online-marketing – der findes ingen nedre grænse! Tillad mig at demonstrere:

Facelifter.dk er et dansk Facebookbureau, der designer, udvikler og hoster Facebooksider. Deres strategi er meget enkel: Tag ovenstående besked og post den på en masse sider, gerne forholdsvis store brands. Omfanget er formentlig ca. 100 pages, men de fleste er nu blevet slettet af page-admins. Hvorfor mon? Se flere eksempler her.

Jeg konfronterede efterfølgende Facelifter med deres taktik på deres egen væg. Jeg kan desværre ikke vise det, da de slettede kommentaren og efterfølgende blokerede mig fra deres side. Men inden de slettede det, nåede de at svare således:

Det er lige blevet muligt for virksomheder at sende beskeder til hinanden via Facebook. I den forbindelse har vi valgt at give et par E-bøger ud, som kan være med til at hjælpe virksomheder igang på Facebook. E-bøgerne er fuldstændig gratis. Vi beklager hvis du synes det er pirateri :)

No-budget Markedsføring er et tiltag fra det Vejle-baserede reklamebureau Marginal. Som navnet antyder, så er det en workshop, hvor man kan lære markedsføringstricks for et nulbudget. Det går tilsyneladende ud på at kommentere på alverdens Facebooksider fra sin egen side for derved at gøre opmærksom på sig selv. Se flere eksempler her.

Bemærk at de rosende kommentarer narrer flere sideejere, som endnu ikke har gennemskuet tricket. Min favorit er dog “kommentaren” lagt på Louisianas væg, der blot består af et udråbstegn. Der kan man da tale om minimumsindsats.

Hvornår er en kommentar så spam?

Er det spam, som Facelifter.dk og Marginal har gang i? Igen formentlig ikke i lovmæssig forstand, ligesom de garanteret vil argumentere, at de oprigtigt mener deres tilfældige ofres sider virkelig er “spændende”, “cool” og “!”. Men det vil WordPress-spambotsene sikkert også, hvis de kunne sige andet end “Interesting article”. Men både du og jeg ved, at det er spam – altså medmindre du arbejder med online-marketing.

Det er selvfølgelig en balancegang, for hvor går grænsen? Kan man så slet ikke kommentere som en side uden at blive beskyldt for spam? Tjah det må vel være op til den enkelte sideejer at vurdere, hvornår kommentarer bidrager til siden eller blot er ren selvpromovering – ligesom det altid har været tilfældet.

Flodbølgen kommer

Med det ny page-design og kommentarmuligheder vil der dog med sikkerhed komme en sand flodbølge af meget aktivt kommenterende sider som Facelifter.dk og No-budget markedsføring, som vil teste både Facebook, sideejere og i sidste ende brugernes tolerance til det alleryderste.

Og du ved, at snart vil alle social media konsulenter skrive artikler og fortælle deres klienter, hvor vigtigt det er, at de kommenterer fra deres side på mindst tre andre (strategisk favorable) sider om dagen. “Det er nemlig en god og billig måde, at få gjort opmærksom på sig selv”.

Man spørger sig selv: Var det virkelig det, Facebook handlede om, og er det ikke snart nok?

Her er en video fra Pimp My Fan Page, der opstiller et scenarie, hvor en ejer af flere sider, kan have en debat kørende mellem sine mange sider på en stor side, hvor man gerne vil promoveres. Ja, mulighederne er mange…

Har du set andre eksempler på pages som Facelifter.dk og No-budget markedsføring, der sprøjter kommentarer ud til H og V, så giv gerne lyd.

Standard
Brok, Latenights

WordPress spam fra Opgaveformidling.dk

Der er én ting, man kan være helt sikker på følger med sin WordPress blog: Spamkommentarer! Det tager i gennemsnit 30 sek. fra man opretter sin blog, til de første spamkommentarer tikker ind. Nuvel det er jo derfor WordPress’ bedste ven Akismet eksisterer (spamfilter).

Men i dag tikkede der denne kommentar ind fra Opgaveformidling.dk, som ellers skarpe Akismet ikke fangede. En spamkommentar på dansk! Ikke en dårlig oversat kommentar fra et obskurt udenlandsk foretagende, men fra noget der næsten ser helt reelt ud – næsten.

Afsender er et site ved navn Opgaveformidling.dk, som angiveligt formidler kontakt mellem kunde og håndværker. Der er ingen links i teksten, hvilket nok forvirrede Akismet, men den helt neutrale besked “Tak for info, kigger ind igen”, som man har set så mange gange på engelsk, afslører, at der er ugler i mosen.

Da jeg ikke har set den type Spam fra danske foretagender før, bliver man i tvivl om, der rent faktisk sidder en person og tapper løs i kommentarfelterne, eller om der som sædvanligt er tale om en bot. Et IP tjek viser dog, at den er sendt fra noget, der hedder wordpressmassinstaller.net – og hvis navnet ikke er afslørende nok, så er det et værktøj til at massespamme wordpress blogs.

Et opslag på Opgaveformidling.dk afslører ikke umiddelbart noget fusk. Domænet er ejet af en Jacob Jensen fra Hvidovre, men jeg kan ikke finde mishagsytringer om forretningsmetoderne. Det er dog et faktum, at de anvender botter til at spamme WordPress blogs, så helt rent mel i posen har de nok ikke…

Sitet er i øvrigt selv en WordPress blog, men de har paradoksalt nok slået kommentarsporet fra, så de ikke kan rammes af deres eget våben. Indlæggene er alle forsøg på at få høje pagerank i søgemaskiner på ord som fjernvarme, udhus, terrasse osv. ved tydelig brug af keywordstuffing.

Linket i kommentaren går til indlægget om fjernvarme, og ankerteksten altså afsenderen er da også ‘Fjernvarme’. Det er lige efter bogen, men desværre for Opgaveformidling praktiserer jeg rel=nofollow på Latenights.

Jeg har ikke slettet kommentaren fra Opgaveformidling.dk, selvom det tydeligvis er spam – men derimod accepteret den for at vise, hvad jeg egentligt snakker om. Desuden er hele dette indlæg kun skrevet for at kæde Opgaveformidling.dk sammen med spam – læg mærke til hvordan jeg selv har keywordstuffet indlægget med ordene Opgaveformidling.dk og spam.

Standard