Da Landbrug & Fødevarer gjorde svin til gris

I foråret 2018 grinte vi ret meget af Landbrug & Fødevarers besynderlige forsøg på at rebrande svin ved i stedet at kalde det gris for at sælge mere svinekød til unge. Balladen opstod efter, jeg snublede over noget materiale, L&F havde lagt på et site rettet mod madprofessionelle tilsyneladende i den tro, at ingen andre ville finde det.

Materialet bestod af en undersøgelse samt en brand-film, hvor især filmen var noget ganske særligt. Nyd de 2 min og især den meget intense voice-over med klassikere om millenials, som vil have “coolness, convenience og occasions,” og udgangsreplikken “Sammen kan vi mere – Gris kan mere.”

Video fundet på Streamable via Reddit

Baggrunden for det hele er, at landbruget ikke sælger nok svinekød, så man har iværksat en revitaliseringsstrategi for at imødegå svinekøds dårlige image. Landbrugets egne ord: 

“Det faldende forbrug af grisekød har adskillige årsager og forbruget er under pres på flere fronter. Forbrugerne oplever til eksempel fersk grisekød som mindre sundt, mindre dyrevelfærdsvenligt og i det hele taget uinspirerende. Derfor har en revitaliseringsstrategi til formål, at højne kvalitetsopfattelsen.”

Undersøgelsen viser bla. at ordet “svin” har negative associationer, og at hver tredje forbruger synes, at dyrevelfærden hos grise er for dårlig.

Slides fra undersøgelsen: 
Analyse om grisekød – Udfordringer og potentiale i forbindelse med revitalisering af kategorien over for forbrugerne.
Rød understregning foretaget af undertegnede.

Dystre udsigter når man står med en svinestald fuld af halekuperede svin og døde smågrise og gerne vil kunne betale renter af gælden. Så hvad er løsningen? Det er selvfølgelig ikke at gøre noget ved de faktiske produktionsforhold, men i stedet lave noget reklame, så folk glemmer de problematiske forhold.

Så i stedet for at kalde svin for svin, skal det nu i stedet hedde gris. Så opnår man nemlig meget bedre dyrevelfærd.

Rød understregning foretaget af undertegnede

På engelsk findes udtrykket “to put lipstick on a pig,” som vel er den bedst tænkelige beskrivelse af Landbrug og Fødevarers revitaliseringsstrategi.

Reaktionerne på både marketingstrategien og videoen var da også  latterliggørelse over en bred kam på både sociale og trykte medier. L&F forsvarede sig med, at det ikke var meningen, at materialerne skulle ud i offentligheden, hvilket er lidt et bizart argument.

Efterforsker: Kan De forklare, hvorfor De myrdede og parterede ofret?
Mistænkt: Jamen, det var ikke meningen, at nogen skulle opdage det.
Efterforsker: Klart, så har jeg ikke andet. De er fri til at gå.

Med vanlig mangel på selvironi, blev materialerne dog også fjernet, og selvom brandfilmen hurtigt blev landskendt – en præstation der overgår samtlige reklamefilm, så er det i dag nærmest umuligt at finde den.

Af de utallige jokes om sagen, er det her nok min favorit. Sammenlign det med topbilledet, som er en frame fra filmen.

Herunder et udpluk af mediedækningen ovenpå mine første tweets om sagen: